facebook   facebook   facebook
Tilbage til cases

Jeg opdagede det ikke først - men jeg blev mobbet

Mette er 21 år gammel, uddannet butiksassistent og har nu i et års tid været ansat i den butik, hvor hun blev uddannet. Men faktisk har hun ikke lyst til at være der længere, for hun har ondt i maven, hver gang hun skal afsted. Hun synes i dag, at det er ved at blive bedre - men stadig ikke helt godt nok.
 


 

"Det startede med, at jeg hver aften tænkte, at i morgen, kommer jeg ikke på arbejde - jeg havde virkelig ikke lyst til at komme på arbejde. Fordi man gik jo rundt med ondt i maven hele arbejdsdagen, og jeg var også bange for min kollega, når hun var der. Fordi, når man som jeg ikke er så god til det der med konflikter, og når jeg nu helst vil have, at der ikke er nogen, der er sure på hinanden, så er det svært at være et sted, hvor vi kun er tre og hvor vi bare ikke har det godt!"

"Da jeg var nybegynder i butikken, var min kollega meget efter mig. Egentlig var det jo ikke hendes job at være min chef, men hun opførte sig sådan, og hun kunne godt være lidt strid engang imellem. Nu skal du gøre ditten og nu skal du gøre datten. Og når man er midt i noget, man godt kan selv, så bliver man alligevel pålagt en masse ting oveni, som man så også skal. Så bliver man stresset, fordi man ikke kan gøre 3 ting på én gang."

"Det var ligesom, at man havde det lidt sådan, at man blev lidt mobbet, hvis man kan sige det sådan. Men først var jeg jo ikke klar over det, for det var jo ikke ligesom i skolen, hvor man blev råbt efter eller sådan noget. Det var mere, at jeg blev nedprioriteret, blev set ned på, hun snakkede ikke pænt til mig og jeg følte, jeg ikke rigtig kunne finde ud af noget selv. Og man blev sådan lidt, ligesom et lille barn, der bare blev punket i hovedet hele tiden. Altså, virkelig sådan, på ikke en særlig god måde. Og så følte jeg mig virkelig dum. Altså både dum, og at jeg ikke duede til noget. Det var ikke særlig rart, fordi den tone der var, var ikke særlig sjov. Det blev man virkelig ked af. Og det gjorde også ondt. Man syntes jo ikke, at man duede til noget, vel?"

"Jeg var jo heller ikke god til at sige det til vores chef. Og så længe jeg ikke sagde til hende, at hun skulle gøre noget ved det, så gjorde hun det jo heller ikke, vel?"

"En dag efter lukketid, hvor min kollega ikke var der, fortæller jeg så endelig min chef, at jeg synes, at det kan være rigtig strengt at arbejde sammen med min kollega. Min chef siger, at det kan hun for så vidt godt forstå, fordi min kollega kan være svær at arbejde sammen med. Hun er en god sælger, men ikke lige den bedste arbejdskollega. Men heldigvis får jeg sagt til min chef, at jeg simpelthen er så ked af at være i butikken. Det ville min chef heldigvis ikke have, så hun lovede at gøre noget ved det."

"Og så blev der egentlig ikke gjort så meget ved det. Og jeg måtte igen tage fat i min chef og sige til hende, at der overhovedet ikke er sket noget. Og nu skal vi altså have set på det, har hun lovet. Så nu har hun faktisk snakket med min kollega og fortalt, hvordan vi skal opføre os i butikken. Altså fortalt det på en god måde. Efter det har min kollega prøvet at være god til at opføre sig pænt, og sådan tænke over, hvordan andre ville have det i den situation."

"Så jeg håber, det nu bliver bedre."

Tilbage til cases

Relaterede historier og cases


     
         
 
 
 
         
 
 
 
     
Mobning og chikane
Hvornår er det ikke længere bare drilleri, men mobning? Hvordan kender man forskel, og hvad gør det ved en, når man bliver mobbet? Læs mere her
   
   
     
This page load time was 0.090 seconds
Designed by TinX/dk - www.tinx.dk